Nordic Health Institute

Blog

 

 

 

 

 

 

 

Beskyt-o-meteret: En ny forståelse af smerte og smertehåndtering

Efter aftale har Nordic Health Institute oversat denne blog, skrevet af David Butler og Tim Cocks, som er to af pionererne inden for moderne smertevidenskab. Oversættelsen er godkendt af Tim Cocks. Hjemmesiden for Neuro Orthopaedic Institute (NOI) Australasia, noijam.com, henviser ligeledes til vores oversættelse.

Baggrund for bloggen:

Bogen “Explain Pain” af David Butler og G. Lorimer Moseley bliver af mange anset som bibelen inden for moderne smertevidenskab. Duoen har også lavet håndbogen “The Explain Pain Handbook: Protectometer”. Dette “Protectometer” - på dansk oversat til “Beskyt-o-meter” - er omdrejningspunktet for denne blog, som er vores danske oversættelse. Beskyt-o-meteret er et værktøj som er udviklet til behandlere og klienter som en hjælp til at forstå og arbejde med årsagerne til den smerte, som individet oplever.

Ordbog:
DIM (Danger In Me): TIM (Trusler I Mig)
SIM (Safety In Me): SIM (SIkkerhed I Mig)
Protectometer: Beskyt-o-meter / trussel-barometer

I denne oversættelse har vi valgt at oversætte DIMs til TIMs. DIMs vil dog forekomme i original form i en model senere i teksten.
 


TIM & SIMs af David Butler og Tim Cocks

Oversat af Cecilie Høgsbro, screenings- og analysekonsulent i Nordic Health Institute, cand.scient.san.publ.

Lige siden bogen “Explain Pain” udkom i 2003 er Lorimer Moseley og jeg blevet spurgt af klinikere om at formulere en mere simplificeret version til patienter. Faktisk så skrev vi i 2005 en kortere version, som vi af flere årsager valgte ikke at publicere - de data der var vist, kunne selv personer uden medicinsk baggrund forstå indholdet af - materialet i “Explain Pain” var ikke svært eller kompliceret, faktisk så var det klinikerne som undervurderede deres patienters evne til at lære og forstå deres smerte. Yderligere, men også vigtigt, så ændrede materialet og indhold sig hurtigt, hvilket måden at dele viden på også gjorde. Husk, at YouTube startede i 2005.

Siden Explain Pain har mange klinikere skrevet deres egne korte versioner - nogle er fantastiske, nogle er skræmmende, andre er helt forkerte og mange lever slet ikke op til de grundlæggende multimedieprincipper. Vi har noteret, at nogle af de bøger og manualer der er blevet publiceret, ligner vores Explain Pain-bog så meget i struktur, tekst, idéer og stil, at Lorimer og jeg kan høre os selv snakke, når vi læser dem!


Introduktion til håndbogen “Explain Pain: Protectometer" (Beskyt-o-meter).

Tiden virker rigtig for Explain Pain-håndbogen: Beskyt-o-meter med dens nye koncepter af DIMs (TIMs), SIMs (SIMs) og Beskyt-o-meter. Håndbogen er en kort og interaktiv bog for mennesker, der oplever smerte. Bogen var sværere at skrive end nogen anden opgave eller bog som vi nogensinde har skrevet, så vi håber, at vi har lavet den korrekt.

Den nuværende tankegang og forståelse af smerter vil fremstå i denne udtalelse:
 

We will experience pain when our credible evidence of danger related to our body is greater than our credible evidence of safety related to our body. Equally we won’t have pain when our credible evidence of safety is greater than our credible evidence of danger

Moseley and Butler 2015, pp14


Der er så meget power i denne simple udtalelse. Lorimer er glad for at sige, at “det er så simpelt.. og så kompliceret, som det”. Der er en masse fare/trusler “derude”, og de viser sig i mange forskellige domæner. Tag for eksempel udfaldet i en scanningsrapport, noget en person fortæller dig, eller noget du hører i nyhederne. Der er også en masse sikkerhed/tryghed “derude” - såsom opdateret viden, målsætninger, hjælp fra en god sundhedsfaglig person eller at vide, at der er nogen, der elsker dig.


TIMs og SIMs

Vi kalder truslerne “derude” for TIMs - Trussel I Mig og sikkerheden “derude” kalder vi SIMs - Sikkerhed I Mig. Hver TIM og SIM skal omfatte et distribueret, kontekst-variabelt, neuroimmunt netværk i hjernen - et unikt “neurotag” for at bruge sproget fra Explain Pain-bogen.

Vi tænker, at TIMs og SIMs kan organiseres i syv forskellige kategorier (Modellen er original og ikke oversat):

categories-of-dimssims.jpg

Læs de ovenforstående eksempler (og overvej nogle af dine egne). Læg mærke til, at nogle af eksemplerne ovenfor er listet både som TIMs og SIMs. Dette er en påmindelse om, hvor vigtig og kraftfuldt kontekst kan være. Et godt eksempel på kontekst er: hvis din inflammerede blindtarm er sprunget vil et hospital være en meget stærk SIM. På den anden side, hvis hospitalet var dér, hvor en tidligere operation gik galt, så ville hospitalet højst sandsynligt være en meget stor TIM. Tilsvarende vil en varm, rød, hævet ankel en time efter man har vrikket om sandsynligvis for de fleste være en TIM, men med viden om de magtfulde selvhelbredende egenskaber kroppens væv består af, vigtigheden af inflammation og den sandsynlige tidsramme til helingen, vil denne TIM kunne blive en SIM. Allerede her er der tegn på potentielle og effektive behandlingsinterventioner - nemlig uddannelse.


TIMs og SIMs, Beskyt-o-meter og smerte

TIMs og SIMs er det, der driver Beskyt-o-meteret; det helt nye smerteundervisnings- og behandlingsredskab i hver eneste Explain Pain-håndbog - se nedenstående model af Beskyt-o-meteret:

protectometer-introduction.jpg

Når et troværdigt bevis for trussel stiger i form af flere trusler, eller at styrken af TIMs vil stige, vil indikatoren på Beskyt-o-meter bevæge sig opad til “Very high danger”. Stiger et troværdigt bevis derimod for sikkerheden eller at SIMs bliver mere kraftfuldt, så bevæger indikatoren sig nedad mod “Very low danger”. I håndbogen giver vi en udvidet version af Beskyt-o-meteret - den øverste tredjedel af Beskyt-o-meteret indeholder smerteskalaen fra 0-10, hvilket indikerer at på et vist niveau af fare vil den individuelle person begynde at opleve smerte (Stigning i TIMs). Smerteskalaen er også en demonstration af, hvordan en forøgelse i trusselsniveauet ved stigning i TIMs fra hvilken som helst fare/kategori kan forøge smerten yderligere og dermed vil individet zoome ind på en såkaldt “alarmzone” - hvilket allerede er i området mellem 0 og 1 på smerteskalaen. Det betyder, at selv en lille TIM kan få et individ til at opleve smerte.


Beskyt-o-meterets styrke

Brugen af Beskyt-o-meteret giver individet (og dets behandler) tilladelse til at kortlægge alle de faktorer - TIMs og SIMs - der tilsammen påvirker individets smerte. Behandlingen som udspringer fra dette lyder simpel - fjern alle TIMs og find samt forstærk SIMs. Men TIMs og SIMs kan gemme sig og være svære at finde - dyb selvrefleksion kan være nødvendig. I hjertet af Beskyt-o-meteret er en diskret, men potent behandlingseffekt - nemlig muligheden for en dybere forståelse og en fuldstændig rekonceptualisering af smerte med det potentiale at have livslang nytte.

Der er meget mere til Beskyt-o-meteret end det, der står i bogen, fx hvis man kaster et blik på vores andre beskyttelsessystemer end smerte såsom immunsystemet, den motoriske kontrol, tanker og sprogsystemer. Der er også håbet om hvad bioplasticiteten bringer (hjernens evne til at ændre og tilpasse sig som følge af interaktion med miljø, adfærd og tanker) og behandlingsstrategier der dækker målsætninger, klogt valg af aktivitet, at blive aktiv, graderet aktivitet, frigivelse af glade hormoner fra hjernens eget medicinskab og få ryddet op i dårligt sprogbrug (dette kan også udgøre en TIM). 

David Butler og Tim Cocks
noigroup.com
protectometer.com

K J
Hvad koster smerter i bevægeapparatet, og kunne pengene bruges langt mere fornuftigt?

Af Cecilie Høgsbro, Cand.scient.san.publ, screenings- og analysekonsulent hos Nordic Health Institute

Denne blog giver beslutningstagere i kommuner, regioner, private virksomheder samt sundhedsforsikrings- og pensionsselskaber et overblik over de samfundsøkonomiske omkostninger der er forbundet med smerter i bevægeapparatet. Omkostningerne dækker bl.a. over behandlinger samt produktionstab; herunder sygedage samt førtidspension. Hypotesen er at pengene kunne bruges langt mere fornuftigt. Lad os kigge nærmere på tallene, da det i sidste ende er disse, og ikke personlige holdninger, som er afgørende.

En dyr sygdom for samfundet

Smerter i bevægeapparatet er dyrt både for den enkelte i mistede livskvalitet, men også økonomisk for samfundet. De private sundhedsforsikrings- og pensionsselskaber oplever enorme underskud på syge- og ulykkesforsikringer bla. pga. tab af erhvervsevne og højt forbrug af sundhedsforsikringer. Dette er delvist resultatet af at 75% af personer med lænderygsmerter oplever gentagne episoder og at der årligt er 2,3 mio. besøg til en kiropraktor eller en fysioterapeut [1]. Underskuddet lyder på 2,5 mia. kr for de sidste to år blandt syv pensionsselskaber [2] og det tyder ikke på, at det vil ændre sig. Tendensen viser at over de sidste ti år er antallet af danskere, som har tegnet en privat sundhedsforsikring, steget med over 400%. Dette betyder, at 3,3 mio. danskere i dag har tegnet en forsikring eller tilkøbt private sundhedsordninger [3]. Når vi ser på den generelle folkesundhed så viser det sig, at over 880.000 danskere på nuværende tidspunkt lider af lænderygsmerter [4], og at inden for de seneste 14 dage har 72% af den danske befolkning med kortere uddannelser og 39% af befolkningen med længere uddannelser oplevet smerter i muskler og led [5]. Smerterne vil højest sandsynligt medfører til forringet livskvalitet som øger risikoen for flere sygedage og som kan ende ud i en eventuel førtidspension. Det er som sagt dyrt for samfundet, den enkelte, virksomhederne og forsikrings- og pensionsselskaberne at den enkelte lider af smerter, for jo flere der få udbetalt førtidspension, jo færre penge er der til de andre pensionsudbetalinger [6].

I 2010 udarbejdede Statens Institut for Folkesundhed en større rapport, hvor det viste sig, at de samlede omkostninger for muskel-og skeletlidelser beløb sig til 17,2 mia. kr årligt:

  • Sygedage: 770,000 ekstra sygedage årligt

  • Produktionstab: 1,2 mia. kr.

  • Førtidspension: 2500 personer

  • Produktionstab: 8,0 mia. kr.

  • Behandling (indlæggelser, ambulante behandlinger og primær sektoren): 8,0 mia. kr. [7]

Behandlinger er omkostningsfulde, 8,0 mia kr, og det er dyrt at samfundet og det offentlige gentagende gange skal betale for behandlinger. Det er derfor vigtigt at den behandling der tilbydes følger en evidensbaseret tilgang (hvis du endnu ikke har læst indlægget omhandlende en evidensbaseret tilgang til rehabilitering af længerevarende smerte, skrevet af NHI’s fagansvarlige, anbefaler vi at du gør det via dette link). Et godt eksempel på at den rette behandling virker, og at det vil resultere i lavere omkostninger, ses i et projekt fra 2015 som NHI’s stifter Ronni J. Toftegård startede. Med projektet MyEnergy ved A.P. Møller - Mærsk formåede de at reducere brugen af sundhedsforsikring med 33%. Yderligere svarede 75% af deltagerne, at de i fremtiden ikke i samme grad ville have behov for behandling i samme grad som tidligere, hvilket både er til gavn for den enkelte, virksomheden og samfundet.

Denne blog har til hensigt at give beslutningstagerne indsigt i, hvor der mangler optimering, hvilket jeg håber, den har formået. I kan hjælpe klienter og patienter på rette vej ved at henvise dem til behandlingsmetoder, der med et evidensbaseret grundlag virker. I kan dermed spare virksomheden og samfundet enorme mængder penge hvert år. De 17,2 mia. kr. det koster i behandling, sygedag og førtidspension kunne i den grad bruges mere fornuftigt. For at sætte det i perspektiv, så kostede det i 1988-priser 21,3 mia. kr. at bygge storebæltsbroen [8] og 6,3 mia. kr. at bygge et supersygehus [9]. Så for at svare på mit spørgsmål om hvorvidt pengene bruges fornuftigt, så er svaret nej, det gør de ikke!

 

[1] "De samfundsmæssige omkostninger ved rygsygdomme og rygsmerter ...." 15 jun.. 2011, http://www.si-folkesundhed.dk/Udgivelser/B%C3%B8ger%20og%20rapporter/2011/De%20samfundsm%C3%A6ssige%20omkostninger%20ved%20rygsygdomme%20og%20rygsmerter%20i%20Danmark.aspx. Åbnet 13 feb.. 2018.
[2] "AP Pension skruer priser op efter milliontab på rabatter - Børsen." 10 jan.. 2018, http://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/11/188696/artikel.html. Åbnet 7 feb.. 2018.
[3] https://finanswatch.dk/Finansnyt/Realkredit/article9287459.ece - Åbnet 7 feb.. 2018.
[4] "Sygdomsbyrden i Danmark - Sundhedsstyrelsen." 28 feb.. 2017, https://www.sst.dk/da/sygdom-og-behandling/sygdomsbyrden. Åbnet 13 feb.. 2018.
[5] "Fælles opsang til arbejdspladser: Forebyg og undgå ... - Altinget." 26 sep.. 2017, https://www.altinget.dk/arbejdsmarked/artikel/debat-arbejdspladsen-kan-goere-en-forskel-i-forebyggelse-af-smerter. Åbnet 13 feb.. 2018.
[6] "Fælles opsang til arbejdspladser: Forebyg og undgå ... - Altinget." 26 sep.. 2017, https://www.altinget.dk/arbejdsmarked/artikel/debat-arbejdspladsen-kan-goere-en-forskel-i-forebyggelse-af-smerter. Åbnet 13 feb.. 2018.
[7] "De samfundsmæssige omkostninger ved muskel- og skeletlidelser i ...." 17 maj. 2017, http://www.si-folkesundhed.dk/Udgivelser/B%C3%B8ger%20og%20rapporter/2017/De%20samfundsm%C3%A6ssige%20omkostninger%20ved%20muskel%20og%20skeletlidelser%20i%20Danmark.aspx. Åbnet 7 feb.. 2018.
[8] "Hvad kostede Storebæltsbroen? - Sund og Bælt." https://sundogbaelt.dk/hvad-kostede-storebaeltsbroen/. Åbnet 6 feb.. 2018.
[9] "Supersygehus overskrider budgettet med 1,3 milliarder kroner | TV SYD." 29 jun.. 2016, https://www.tvsyd.dk/artikel/ouh-projekt-overskrider-budgettet-med-13-milliarder-kroner. Åbnet 13 feb.. 2018.

K J
En velunderbygget tilgang til smerterehabilitering - et indlæg for klienter, behandlere og beslutningstagere

Af Jonas Vinstrup, Head of Research - Nordic Health Institute, PhD Fellow - NFA


Titlen giver et hurtigt indblik i hvad dette blogindlæg omhandler. Hvad titlen ikke afslører er, at indlægget er den første blog i rækken af adskillige fremadrettede månedlige blogindlæg fra Nordic Health Institute (NHI), omhandlende samfunds-, økonomiske og forskningsmæssige aspekter af fænomenet “længerevarende smerte”.

Hos NHI er vi interesserede i at levere en behandlingsmodalitet, som vi kan stå ved, og som er underbygget af forskningen. Derfor vil vi med disse indlæg forsøge at informere og guide klienter, behandlere og beslutningstagere, der træffer beslutninger om hvilke behandlingsformer, der skal tilbydes. Det er målet, at alle parter skal føle sig bedre klædt på til at tage velinformerede beslutninger.

 

Smerte er en ubehagelig bevidst oplevelse, der opstår fra hjernen, når summen af alle tilgængelige oplysninger tyder på, at du har brug for at beskytte en bestemt del af din krop.”  

- Professor Lorimer Moseley

 

I dette indlæg vil vi belyse forskellene mellem traditionelle behandlingsmetoder (fysioterapi, kiropraktik, massage, osteopati, kranio-sakral terapi, body-sds, akupunktur etc.) og tilgangen vi bruger hos NHI, som bygger på den moderne smerteforskning. Med “moderne” hentyder vi til den fortsatte udvikling som har fundet sted inden for forskningen de sidste 15+ år, hvilket for et par år siden blev fejret med artiklen navngivet “15 years of Explaining Pain”. Det er derfor ikke just noget nyt fænomen, men på trods af dette hersker der til stadighed en bred vifte af tvivl og uvidenhed blandt behandlere, klienter samt beslutningstagere om hvilke behandlingstilbud, der skal tilbydes landet over. Det er derfor vigtigt, at budskabet bliver spredt og når frem, hvor det skal bruges, samt at behandlere er åbne over for andre tiltag end deres nuværende. Sidstnævnte bør give sig selv, særligt når disse nye tiltag er videnskabeligt funderede, men oftest ses det modsatte; en blind tro til sin nuværende behandlingstilgang og værktøjskasse af behandlingsteknikker. I næste blogindlæg vil vi ligeledes komme ind på de samfundsøkonomiske konsekvenser, da det - fra beslutningstagernes side - er tydeligt hvor store beløb der bliver kastet efter ineffektive behandlingsformer.

Hvorfor er det et problem?

Den altoverskyggende problemstilling er, at de fleste af disse behandlingstilgange tager udgangspunkt i en pinligt forældet forklaringsmodel; den biomedicinske model for smerte. Denne dualistiske model blev fremført af Descartes i 1664 og beskriver en lineær sammenhæng mellem skade og smerte; udelukkende med fokus på biologiske/biomekaniske faktorer. Tankegangen stemmer overens med menneskets foretrukne måde at ræsonnere på; A → B, og intuitivt giver det mening, at hvis min ryg gør ondt, må det være fordi ryggen er beskadiget. Problemet er, at det ikke er korrekt, og vi kan alle komme på eksempler hvor opfattelsen af smerte påvirkes af andre faktorer (psykologiske, miljømæssige, sociale) end biomekaniske. Det er utopisk at tro, at menneskets alarm/beredskabssystem fungerer så simpelt.

På trods af indiskutabel alderdom, åbenlys fejlagtighed og tankeløs blåstempling af dets udøvere, lever den biomekaniske smertemodel altså i bedste velgående. Alligevel har dens efterfølger, den biopsykosociale smertemodel, for længe siden vundet indpas i videnskabelige kredse som vores nuværende bedste forklaringsmodel for et meget komplekst fænomen.

Den biopsykosociale smertemodel

Som navnet indikerer, inddrager modellen biologiske/biomekaniske, psykologiske og sociale faktorer i et behandlingsøjemed. I praksis betyder dette at erfaring, forventning, kontekst, stressniveau, søvnunderskud, social trivsel etc. alle er faktorer med potentiel betydning for individets opfattelse af smerte. Listen af faktorer kunne fortsætte, men pointen er, at kompleksiteten af alarmberedskabet selvsagt afspejler menneskets, og er et resultat af hjernens vurdering af potentiel trussel mod organismen. På baggrund af alle disse faktorer, al tilgængelig information, vurderer hjernen om smerte er et fornuftigt output i den givne situation. Indledende citat opsummerer vores nuværende forklaringsmodel for smerte, mens nedenstående figur 1 illustrerer primære forskelle mellem den biomedicinske og den biopsykosociale smertemodel.

Der findes i dag et hav af forskning som i høj grad bakker op omkring den biopsykosociale model. Uden at dette indlæg skal have en al for videnskabelig karakter, er det relevant for argumentationen at inddrage et Cochrane Review, som havde til formål at samle og evaluere den videnskabelige litteratur, som beskriver effekten af en biopsykosocial tilgang til “kronisk” low back pain (Kamper et al., 2015). 41 studier med i alt 6858 individer blev inkluderet, og tilgangen blev sammenlignet med både manuel/fysisk behandling og egen læge/behandler. Som nedenstående konklusioner indikerer, peger den tilgængelige videnskabelige forskning klart i retning af, at en behandlingstilgang baseret på den biopsykosociale model er overlegen sammenlignet med manuel behandling. Dette gør sig både gældende for smertereducering og tilbagevenden på arbejdsmarkedet.

 

"Referral of a patient with chronic low back pain for multidisciplinary rehabilitation as opposed to usual care or a physical treatment is likely to confer a benefit in terms of reduced pain and disability that endures beyond one year.

Compared with physical treatments, multidisciplinary rehabilitation is also likely to confer a benefit in terms of likelihood of being at work a year later."

- Kamper et al., 2015. [1]

 

Et eksempel fra hverdagen

Hvis det er første gang, du stifter bekendtskab med dette tema, kan ovenstående muligvis virke en smule abstrakt. En situation de fleste af os kender til, er derimod episoder med lænderygsmerter. I tilfælde hvor smerten ikke går væk af sig selv, søger de fleste behandling hos en kiropraktor, fysioterapeut, akupunktør, massør eller lign. Her bliver vedkommende hevet i, trykket på, manipuleret, stukket i, “sat på plads”, strukket ud osv.; en eller anden form for passiv behandling som stemmer overens med behandlerens nuværende værktøjskasse. Ofte identificeres et eller flere “ustabile områder”, og - efter at have betalt og booket en ny tid senere på ugen - sendes klienten hjem med beskeden om at være lidt mere påpasselig med ryggen. Resultatet af en 15-20 minutters behandling er dermed ofte en afhængighed til behandleren, en idé om at ryggen er skrøbelig samt en nyplantet frygt for bevægelse. Ingen af disse faktorer bidrager til at øge hverken klientens forståelse eller funktionsniveau, men giver derimod anledning til nervøse tanker omkring situationen.

Eftersom vi ved, at ovenstående, statistisk set, vil medføre en forværring af situationen, foregår behandlingen set med den biopsykosociale tilgang på en helt anden måde: Her vil behandleren identificere og adressere faktorer af betydning for forløbet (stress, søvn, mestringsstrategier, fysisk aktivitet etc.), samt uddanne klienten omkring sin smerteproblematik. Herudover vil klienten efter hver konsultation blive sendt hjem med en række individualiserede øvelser som har til formål gradvist at genvinde funktionsniveau og troen til egen kunnen. Modsat første eksempel er det målet at gøre klienten uafhængig og selvstændigt i stand til at håndtere problematikken, så hurtigt som muligt. Foruden øvelser som gradvist øger tryghed samt tiltro til egen kunnen, bliver klienten altså sendt hjem med opfattelsen af at (al) bevægelse er godt og nødvendigt, samt at ryggen er stærk og robust. Alle disse faktorer øger betragteligt sandsynligheden for et succesfuldt behandlingsforløb og en selvstændig fremtid uden afhængighed til behandleren.

Nogle valg er bare bedre end andre

Som klient er du altså ansvarlig for at forbedre din egen smertesituation. Dette betyder også, at du er ansvarlig for valget af din egen behandling, hvilket i forlængelse antyder, at du bør have nogle kriterier for dette valg. Når du begynder at tage ejerskab over din situation, vil du på et tidspunkt (ofte efter 10+ behandlinger uden nævneværdig effekt) nå til erkendelsen af, at den nuværende behandlingsmodalitet nok ikke er den rigtige for dig. At være afhængig af en behandler for at få smertelindring er, af åbenlyse årsager, ikke et acceptabelt outcome. Selvom det ikke just er normen inden for dette felt, er der noget befriende over at tage et valg på baggrund af et velinformeret grundlag. I praksis betyder dette ikke kun at du bør vælge typen af behandling med omhu, men også at du bør forvente at din behandler kan komme med et fornuftigt rationale for hans/hendes fremgangsmåde.

Der savnes generelt større ansvar og tankevirksomhed bag det individuelle valg af behandling. Det er til stadighed ét af de få steder i vores liv, hvor vi trods udeblivende/kortvarig effekt naivt stiller os tilfreds med det, vi har prøvet et utal af gange før. På samme måde må det antages at dette indspark giver anledning til refleksion hos beslutningstagere ved offentlige og private institutioner; er der en årsag til at vores behandlingstilbud ikke skal stemme overens med forskningen?

Slutteligt må der samtidigt komme et tidspunkt i enhver behandlers udvikling, hvor vedkommende må beslutte sig for om hans/hendes tilgang til behandling og smerte skal afspejle det 16. eller 21. århundrede.

  Figur 1 - Illustration af den biomedicinske (venstre) og den biopsykosociale (højre) model for smerte. Kilde:   Smertevidenskab.dk   (citat og figur).

Figur 1 - Illustration af den biomedicinske (venstre) og den biopsykosociale (højre) model for smerte. Kilde: Smertevidenskab.dk (citat og figur).

[1] Kamper SJ, Apeldoorn AT, Chiarotto A, Smeets RJ, Ostelo RW, Guzman J, van Tulder MW. Multidisciplinary biopsychosocial rehabilitation for chronic low back pain. Cochrane Database Syst Rev. 2014 Sep 2;(9):CD000963. Doi: 10.1002/14651858.CD000963.pub3. Review

Biopsykosocial modelK J
Derfor tabes der så mange penge på sundhed

Af Ronni Toftegård, CEO Nordic Health Institute

Fra efteråret indtræder jeg i den politiske debat som en del af et sundhedspanel. Jeg er derfor blevet inspireret til at skrive en blog, hvor jeg betragter sundhed fra et metaperspektiv.

Mit formål med dette blogindlæg er at vise, at vi bør se anderledes på sundhed, end vi gør. Først argumenterer jeg for dette ved at fremlægge statistik over de samlede sundhedsudgifter, medicinudgifterne og ved det private sundhedsmarked. Jeg kommer kort ind på, hvilke negative konsekvenser, det kan have. Derefter giver jeg mit bud på, hvad kernen i sundhed er, og hvordan det kan opnås, og dermed også, hvordan man kan arbejde forebyggende på en langt mere meningsfuld og effektiv måde.

Tallene taler deres tydelige sprog. I Danmark bruger vi enormt mange penge på sundhed. 30 procent af det samlede offentlige forbrug går til sundhedsområdet. Se link 2 i fodnote.

Vi ser en drastisk stigning i blandt andet medicinudgifterne. Siden 2009 er der sket en næsten fordobling i det årlige forbrug af økonomiske midler: fra 3,9 milliard til 7,4 milliard kroner. Se link [1]. Dette til stor glæde for hele medicinalindustrien, men ærgerligt for hovedparten af dem, der indtager medicinen, da man hermed bliver afhængiggjort af en pille for at kunne fungere i livet. Der følger endvidere også ofte nogle bivirkninger med det at tage medicin. Jeg kan anbefale denne dokumentar, som blev vist på DR2 for små 14 dage siden:

Dokumentar om tramodol


Samtidig er der en skævvridning i, hvem der bruger sundhedssystemet mest, og hvem der har en dobbeltsikring ved både at kunne bruge det offentlig system og have en privat sundhedsforsikring - og måske tilmed er medlem af Sygeforsikringen "danmark". Vi kan her tale om et decideret A og B hold i Danmark, og polariseringen vokser stødt.

Tal fra Forsikring og Pension [2], [3] (2015) viser, at der i 2015 var lidt over 1,8 million danskere, der havde en sundhedsforsikring. Hvor er de resterende ca. 3,5 million danskere henne? En del finder man ved Sygeforsikringen "danmark," men der er også en stor population uden nogen anden sikring end den offentlige. Dette har jeg ikke kunne finde statistik på, men mit estimat er ca. 1-1,5 millioner danskere. Det er typisk folk, der tilhører en lavere social klasse, der ”kun” har det offentlige til at hjælpe, når uheldet er ude. Det er samtidig dem, som oftest kunne have gavn af ekstra hjælp. Det overskud finder vi ikke i det offentlige, hvor den ene besparelse efter den anden særligt rammer sygehusvæsenet, som med færre økonomiske midler må afskedige medarbejdere. Dette går selvsagt udover arbejdsmiljøet, idet der skal løbes stærkere for at nå det samme. Men det rammer også borgerne, der oplever ikke at blive mødt og få den hjælp, som kræves. Hvis man ikke giver den nødvendige hjælp til dem, som har brug for det i tide, så vil det ramme senere.

Hvad vil jeg sige med alle disse tal? Kan det være rigtigt, at vi i et velstandsland som Danmark, hvor vi gang på gang kåres som det lykkeligste land, og vi betaler den absolut højeste skat i verden, at der er behov for at tegne en ekstra sundhedsforsikring? For tallene taler jo sit tydelig sprog: op mod 75 procent af befolkningen har en ekstra dækning.

Holder man det op imod privatskoler, som mange mener, er et problem, og som flere eksperter udtrykker bekymring over, er landsgennemsnittet kun er 14,8 procent [4]. I og med at jeg ikke er fagperson inden for skole- og undervisningsområdet, vil jeg ikke konkludere på det. Men jeg vil holde tallene op mod hinanden og sige, at vi vel har et lige så stort problem her, som burde tages ganske alvorligt.

En nyere rapport fra KORA (Det Nationale institut for kommuners og regioners analyse og forskning) (2017)[5] redegør for fem megatrends. Jeg vil dykke ned i é af de fem trends, som rapporten nævner, nemlig det at være proaktiv i forhold til sin egen sundhed. Det er nemlig her, jeg mener, vi finder hovedproblemet i det dyre danske sundhedsvæsen.

Der snakkes om vigtigheden i at forebygge, men hvornår forebygger vi egentlig, og hvornår behandler vi? 

Jeg vil starte med at anbefale Peter Thybo "Det Dobbelte KRAM", samt Aaron Antonovsky "Helbredets mysterium - at tåle stress og forblive rask", der er fantastiske bøger. Her taler begge, og særligt Antonoyvski, om den teori, selvsamme herre har udviklet, som hedder "Sense of Coherence" (Oplevelse af Sammenhæng). Han har undersøgt, hvad der kendetegner folk, som forbliver sunde. Her viser det sig, at dem, der klarer sig bedst i livets udfordringer, har en følelse af sammenhæng i livet. En oplevelse af sammenhæng dækker over begribelig (Comprehensive), håndterbar (Manageable) og meningsfuld (Meaningful).

”En global indstilling, der udtrykker den udstrækning, i hvilken man har en gennemgående, blivende, men også dynamisk følelse af tillid til, at de stimuli, der kommer fra ens indre og ydre miljø, er strukturerede, forudsigelige og forståelige; der står tilstrækkelige ressourcer til rådighed for én til at klare de krav, disse stimuli stiller; og disse krav er udfordringer, det er værd at engagere sig i." (Antonovsky, 2000).

Jeg mener, at man kan hente inspiration i Antonovskys teori, når man arbejder med sundhed. Dette vil jeg komme yderligere ind på, ligesom jeg i næste blogindlæg vil præsentere mit forslag til, hvordan sundhedsmidlerne burde fordeles.

 
 

 

 

 

[1] http://www.sum.dk/Sundhed/Sundhedsvaesnet/Sundhedsoekonomi/Sundhedsvaesenet_i_tal_og_fakta/~/media/Billeder%20-%20ny%20struktur/akuthelikopter3/tilskud.ashx

[2] Det offentlige forbrug på sundhedsområdets andel af det samlede offentlige forbrug, 2014 Mia. kr. (2015-priser). Mia, kr. Pct. andel Offentligt forbrug på sundhedsområdet 155,1 30 % Offentligt forbrug i alt 516,4 Anm.: Tallene er angivet i faste priser, PL-2015 Kilde: Danmarks Statistik –Off24, 2016

[3] http://www.altinget.dk/sundhed/artikel/flere-faar-private-sundhedsforsikringer

[4] https://www.folkeskolen.dk/63340/flere-vaelger-privatskole-frem-for-folkeskole

[5] https://www.kora.dk/sundhed/nyt-om-sundhed/i14647/Fem-megatrends-vil-forandre-fremtidens-sundhedsvaesen

 

K J
Blog: Massageordning, hvorfor?

Hensigten med denne blog er at oplyse beslutningstagere om, hvad forskningen viser om massage, samt at give en mere dybdegående forståelse af hvad en massageordning kan bruges til, således at der på et oplyst grundlag kan træffes en beslutning om, hvorvidt der skal tilbydes massageordning til virksomhedens medarbejdere.

Det er de færreste, som ikke kan lide massage, lad mig starte med at sige det. Jeg ynder da også at benytte det selv, særligt på mine ferier for at slappe godt af.

Når jeg vælger at tage emnet massage op i denne blog, er det fordi, at vores opfattelse i Nordic Health Institute er, at sundhedsforsikringsselskaber og virksomheder vælger at tilbyde massage i håb om at komme smerter i bevægeapparat til livs. Hvis formålet med en massageordning er at afhjælpe smerter, må vi desværre henvise til, at forskning sår tvivl om den varige virkning. Dog er der andre gode ting at hente gennem massage, men alt tyder på, at dette kun er kortvarigt[1].

Massage kan have en virkning, ja. Men hvilken? Her er nogle af de typiske ting, folk får ud af massage. Lidt forsimplet kan man forklare det således[2] :

· Velvære: Ved enhver form for behagelig fysisk berøring udskilles hormonet oxytocin, som ofte betegnes som det sociale,- kramme- eller kærlighedshormon.

· Afslapning: Massage kan virke afstressende, da det sænker niveauet af adrenalin, noradrenalin og kortisol, som alle er stresshormoner.

· Smertelindring: Nogle oplever en kortvarig lindring af smerter, men effekten aftager hurtigt.

De fleste vil nok tænke, at massage altså har en god effekt. Det, man skal være opmærksom på, er, at forskning viser, at virkningen er kortvarig og til tider mangelfuld[3]. Skal man vedligeholde gevinsterne, går der ikke længe, før man må op på briksen igen. Det bliver altså en dyr omgang for alle parter, såvel individet som virksomheden/ sundhedsforsikringsselskabet. 

Gentagne studier har konkluderet, at massage ikke har nogen langvarig virkning på smerter. Ønsker man at få bugt med smerter, er det i bedste fald et nytteløst quick-fix. Ønsker man derimod at tilbyde sine medarbejdere wellness og et kort get-away fra stress og andre problematikker, kan en massageordning være en fin idé. Jeg vil dog tillade mig udfordre dette lidt, for kunne dette opnås på en smartere måde, som endda er gratis?

· Velvære: det forholder sig sådan, at det påvirker, ikke kun udskillelsen af hormonet oxytocin, men også den subjektive vurdering af trivsel, når man har tæt kontakt med sine nærmeste og dagligt får kram og kærtegn af dem: ens børn, samlever eller venner.

· Afslapning: et lavere niveau af stresshormoner kan man få ved kende sig selv og sin stresstærskel, ændre vaner og prioritere sin søvn.

· Smertelindring: al forskning peger på, at en kronisk smerte (varighed over 6 måneder) behandles bedst ved daglig bevægelse og læren om, hvad smerte er.

Yderligere vil jeg henvise til den blog, jeg skrev: Hvorfor give mere af noget, der ikke virker?

Måske er tiden bedre givet ud på noget af ovenstående end på massage?

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at der er en årsag til, at man har stress, uro eller smerter i kroppen, og det vil være uhensigtsmæssigt at se det som løsningen, at man kan gå ned i kælderen og få en tur på briksen, for at gå op igen til det stressende arbejdsmiljø eller op og gentage de arbejdsrutiner, der er med til at forværre smerterne.

Konkluderende kan man sige, at såfremt man ønsker at tilbyde sine medarbejdere en medarbejdergode, som er forbundet med wellness, og som er behagelig, er en massageordning en fin ting. Den kan måske tage toppen af isbjerget af de udfordringer, de ansatte døjer med. Ønsker man derimod at få bugt med de stigende problematikker inden for psykisk og fysisk mistrivsel og nedslidning, burde man sigte mod årsagsløsning, altså finde roden til, at der overhovedet er behov for at skulle tilbyde en massageordning.

 

Af Ronni Toftegård, CEO

 

[1] https://www.painscience.com/articles/does-massage-work.php#sec_when_massage_is_not_massage

[2] Pleasant human touch is represented in pregenual anterior cingulate cortex”

[3] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/18843627

K J
Blog: Den evidensbaserede behandling i praksis - cases fra virkeligheden

Jeg har fået mange gode spørgsmål og feedback på den blog, jeg udgav den 4. april 2017. Har du ikke læst den endnu, kan du finde den her: Hvorfor give mere af det, som ikke virker?

Mange undrer sig over, hvorfor sundhedsforsikringsselskaberne ikke allerede tilbyder denne evidensbaserede behandling, og flere vil vide mere om, hvordan behandlingen fungerer i praksis. Jeg har derfor valgt i dette blogindlæg at give to eksempler på, hvordan et forløb med 30/30 konceptet kan se ud.

Én af NHIs behandlere havde for nylig en kvinde på 29 år, som løber 4-5 gange om ugen, og som de sidste to år har haft problemer med tilbagevendende smerter på ydersiden af sine knæ. Hun var flittig bruger af sin sundhedsforsikring og fik jævnligt behandling af en fysioterapeut. Hun har endvidere besøgt to speciallæger på en sportsmedicinsk afdeling og fået ikke bare én, men to binyrebarkhormonindsprøjtninger. Totalt vurderer hun, at hun er oppe på mellem 60-70 behandlinger ved fire forskellige fysioterapeuter. Hun blev så henvist til vores behandler.

Det kom frem, at hun ikke på noget tidspunkt var blevet spurgt ind til sin træningsmængde, træningsprogression og -regression, hvornår smerten toppede og, hvornår den forsvandt. Hun havde ligeledes gentagne gange fået at vide, at hun havde skrøbelige knæ, og hun kunne forvente en tidlig slidgigt, i hvert fald i det ene knæ. Hun var blevet forevist nogle øvelser, men derudover bestod behandlingen af massage for at bløde muskulaturen omkring knæet op, ultralyd, kinesiotape samt akupunktur. Hun var blevet rådgivet til ikke at løbe, men lave andre mindre belastende træningsformer som cykling, crosstrainer mv. Noget hun var ked af, fordi løb betød meget for hende, og som hun derfor ikke kunne holde.

Det, som vores behandler gjorde anderledes, var at spørge ind til, hvornår smerten opstod, hvornår den var værst og ”bedst”, om der var gener på andre tider af dagen osv. Det man i fagtermer kalder smertebuen. De fandt ud af, at smerten kom ca. 4,5 km inde i hendes fire ugentlige løbepas om søerne (ca. 7,4 km).

Hun og behandleren fandt sammen frem til, at hun i stedet for at løbe de 7,4 km fire gange om ugen skulle løbe 4,3-4,4 km fem til seks gange om ugen. På den måde kunne hun undgå at provokere vævet yderligere. Hun kunne så lægge 10-20 m løb til ved hvert træningspas og på den måde langsomt øge mængden og vænne kroppen til belastningen. Der blev også snakket om, hvad smerte er og, hvordan hun kunne lytte til sin krops signaler og, at hun måske nogle gange skulle springe træningen over eller lave andre former for træning.

Vi fokuserede på træningsmængden og rådgav hende til at lytte til kroppens signaler, der sagde: "4,5 km provokerer mig lige lovligt meget nu. Kunne du nøjes med mindre, så skal jeg nok gøre mig stærkere til næste gang.” Endvidere lærte vi hende, at hun selv måtte tage ansvar for at passe på sin krop og, at smerter er en positiv ting, der fortæller en: "hey, giv mig lige lidt opmærksomhed!".

Vi havde hende for fem måneder siden i behandling i totalt 60 minutter. Vi har ikke set hende siden, men været i mailkorrespondance med hende. Hun er i dag smertefri. Hun løber nu igen alle søerne og til forskel fra før, oplever hun ikke smerte. Hun løb for få måneder siden halvmaraton i Berlin - uden smerter.

En anden historie fra én af NHIs behandlere er om en mand på 56 år, der havde fået tilkendt tab af erhvervsevne, men som kom tilbage i arbejde efter et forløb ved NHI.

Han havde i næsten 30 år arbejdet som smed. Lige så længe han kan huske, har han døjet med ondt i ryggen. Han mener, at hans smerter skyldes en diskusprolaps, som han fik, da han var ung lærling med de mange tunge løft, man havde dengang.

I år 2007 blev han sygemeldt, det varede i to år. Her gik han til en masse undersøgelser, men ingen kunne stille den præcise diagnose. Han fik vurderet en méngrad på 30 procent og fik i 2009 tilkendt en tab af erhvervsevne erstatning fra sit forsikringsselskab.

Han stoppede således helt sit arbejde som smed, selvom han fortæller, at han savner det, og at hans psyke lider under at gå hjemme. Han får gennem sin sundhedsforsikring forsat behandling hver 14. dag ved en kiropraktor. Behandlingen består af manipulation af ryggen. Det lindrer nogle gange kortvarigt, men smerterne kommer altid igen. Han døjer desuden med pre-diabetes og mangler motivationen til at ændre sin livsstil: både for at lave øvelser for ryggen, at dyrke motion og spise sundere.

NHIs behandler mødte ham, fordi han blev henvist til os gennem et sundhedsforsikringsselskab, der kører et pilotprojekt med 30/30 konceptet til kunder, der har fået tilkendt tab af erhvervsevne. 

Det første vores behandler gør, er at høre mandens historie om smerterne i ryggen. Her kommer det frem, at de startede 30 år tilbage og, at han af de sundhedsprofessionelle, han har set, har fået at vide, at han har en svag ryg og, at han skulle være forsigtig og passe på den. Allerede da han var i midt tyverne, fik han af en læge at vide, at hans ryg svarede til en i halvtredserne, og han skulle passe på med at bruge den for meget. Det var tydeligt for vores behandler, at de ord havde sat sig fast i hans hoved og var blevet en del af den måde, han så sig selv på og oplevede fornemmelser i sin ryg på. Konsekvensen var, at han i næsten 30 år havde "passet rigtig godt på sin ryg" og undgået at træne den og lave bevægelser som bøjninger og rotationer. På samme måde havde hans hjerne lært at tolke signaler fra ryggen på en måde, så han hurtigere end nødvendigt oplevede smerte.

Det, som 30/30 konceptet hjalp ham med, var at genskabe kontakten til sin ryg. Vores behandler fortalte ham, at der ingen belæg er for, at man i midten af tyverne kan have en ryg som en i halvtredserne, samt at det værste, man kan gøre, er at lade være med at bruge sin krops fulde mobilitet. I samarbejde øvede de, at hans krop kom ud i sin fulde bevægebane. Behandleren uddannede ham i, hvad smerte er og kortlagde sammen med ham, hvad der fremprovokerede smerten, og hvad der fik den til at forsvinde. På den måde blev han bevidst om, hvad han selv kunne gøre for at forebygge og afhjælpe smerten. Han oplevede hurtigt en bedring og udviklede strategier til at håndtere smerten, således han ikke behøvede at lade sig begrænse i samme grad som før. 

Han så vores behandler seks gange. I dag er han tilbage i en deltidsstilling som smed og har det meget bedre.

 

Af Ronni J. Toftegård, CEO, Nordic Health Institute

 

 

K J
Blog: Sundhedstjek, hvorfor?

NHI bliver ofte kontaktet af virksomheder, der ønsker, at vi foretager et sundhedstjek på deres ansatte. Det gør vi ikke. I stedet tilbyder vi noget, der er langt bedre.

For dem af jer, der ikke ved, hvad et sundhedstjek er, vil jeg kort forklare det. Der findes naturligvis forskellige udgaver, men et gennemsnitligt sundhedstjek ser ud som følger:

- et kort online spørgeskema, der afdækker KRAMS-faktorer (kost, rygning, alkohol, motion og stress)

- Kondital

- Kropssammensætning (fedtprocent, BMI, body-age)

- Blodtryk

- Kolesteroltal

- Blodsukker

- Triglycerider

Efterfølgende kan der tilkøbes en rapport enten til hele virksomheden, som danner et generelt billede af sundhedstilstanden hos de ansatte, eller til hver enkelt medarbejder. Der vil i tilkøbet til den enkelte typisk medfølge en kort samtale på 15 min. og efterfølgende blive udleveret en handlingsplan.

Min erfaring er, at de medarbejdere, der benytter disse sundhedstjek, ligger i den grønne zone eller i den bedre halvdel af den gule zone. Se mine tidligere blogs for forklaring af zonerne (Hvordan finder man medarbejdere i grøn, gul og rød zone) Det er eksempelvis ham, der dyrker triatlon og ønsker at få målt sin ultralave fedtprocent eller sit flotte høje kondital eller hende, der træner fast tre gange om ugen og spiser sundt og varieret, der, fordi hun går op i sin sundhed, årligt får lavet et tjek. 

Når tilbuddet primært bliver benyttet af de ressourcestærke medarbejdere, der aktivt dyrker deres sundhed, giver det en skævvridning og udgør en bias i virksomhedens samlede resultater. Således er der mange virksomheder, der tror, at medarbejdersundheden er højere, end den reelt er.

Når en virksomhed prioriterer en af de rette sundhedsinitiativer, kan det mærkes positivt på bundlinjen. Forskning viser, at man får pengene mellem 1.5 til hele 12 gange igen, når man investerer i medarbejdernes sundhed.[1] Men eftersom et sundhedstjek sjældent hjælper de medarbejdere, som virkelig har brug for at ændre livsstil, vil virksomheden ikke vinde noget ved det.

En anden udfordring ved sundhedstjek er, at der ikke er tilstrækkelig opfølgning, hvis resultaterne indikerer, at en medarbejder har nogle problemområder. Det er desværre langt fra alle, der bliver motiveret af at få at vide, at deres body-age er 64 år, selvom de i følge deres dåbsattest kun er 39 år. For mange kan det ligefrem være demotiverende og en ydmygende oplevelse at få at vide, at de er overvægtige og får stukket en handlingsplan i hånden. Overvægt og en usund livsstil er ofte forbundet med skam og er noget man kæmper med i hverdagen, men ikke selv har formået at ændre.

Der er naturligvis nogen, der bliver motiverede af at få denne indsigt, og som formår selv at opsøge den nødvendige viden om, hvordan de kan ændre livsstil og herefter udviser evnen til at leve sundere og bliver ved med det. Men det er de færreste. Langt de fleste af dem, der ville have gavn af at ændre livsstil, er godt klar over det, men mangler redskaberne til at føre det ud i livet og holde fast i en positiv forandring.

Når langt de fleste virksomheder, der tilbyder deres medarbejdere et sundhedstjek, ikke vælger at følge dette op med sundhedsinitiativer, har det således en ringe effekt. Min erfaring er, at det kun er for cirka hver 12. virksomhed, at sundhedstjekket indgår i deres sundhedsstrategi.

Min opfordring er, at virksomheder, forud for at købe sundhedstjek eller igangsætte andre sundhedsinitiativer, får lagt en sundhedsstrategi, hvor flere faktorer bliver medtænkt. Det er vigtigt at kortlægge, hvilke medarbejdergrupper de forskellige sundhedstilbud retter sig imod, hvad det ønskede udbytte er, og hvordan dette bedst muligt opnås.

Jeg møder mange HR- og AMU-ansvarlige, der i bedste mening bestiller sundhedstjek til deres medarbejdere og tror, at de er dækket ind, fordi de foruden har massage i kælderen, to ugentlige løbehold, en sund kantineordning og en sundhedsforsikring til dem, der har brug for ekstra hjælp. I andre tilfælde er de godt klar over, at disse løsninger ikke er tilstrækkelige, men vælger dem alligevel, fordi de kun får bevilliget begrænsede midler til sundhedsinitiativer af ledelsen, eller ikke formår at være kritiske nok med alle de tilbud, de får smidt efter sig af sundhedsfremmende initiativer.

Det, jeg som sundhedsrådgiver taler med dem om, er, hvad der er best practice - som er noget andet end gængs praksis! - og hvordan vi kan bruge den herskende forskning på området til at gøre sundhedstilbuddene mere effektive og målrettede virksomhedens strategi. Når der foreligger en intelligent sundhedsstrategi, hvor det fremgår tydeligt og er bakket op af relevant forskning, at initiativerne vil føre til højnet produktivitet, mindre sygefravær, mindre brug af sundhedsforsikringen mv., er det min erfaring, at en CFO vil være mere tilbøjelig til at prioritere midlerne til dem.

Vigtige overvejelser inden man køber et sundhedstjek er derfor:

•       Hvad er formålet med at tilbyde de ansatte et sundhedstjek?

•       Indgår sundhedstjekket i virksomhedens samlede sundhedsstrategi?

•       Hvad er planen med den gruppe medarbejdere, som ikke motiveres af et sundhedstjek og som har brug for mere støtte end en 15 minutters samtale for at ændre livsstil?

•       Har du som sundhedsansvarlig den fornødne opbakning (støtte fra ledelsen og økonomisk råderum) til at kunne følge dette tjek op af de nødvendige sundhedstiltag?

 

Af Ronni J. Toftegård CEO

https://www.amr.dk/Files/Dokumenter%20og%20publikationer/Sundhedsfremme/ISA%20Inspirationskatalog.pdf, s. 11

K J
Blog: Hvorfor give mere af noget, der ikke virker?

Af Ronni Toftegård, CEO

Det er ingen hemmelighed, at NHI vil stå i spidsen for et paradigmeskift indenfor behandling gennem sundhedsforsikringen. 

Med 30-30-konceptet tilbyder NHI en mere effektiv og intelligent løsning indenfor behandling af vore dages største sundhedsmæssige udfordring, nemlig kronisk smerte, som hver femte dansker døjer med. En rapport fra Codan (2014) konkluderer i tråd hermed, at det er smerter i bevægeapparatet, der er den hyppigste årsag til, at medarbejdere gør brug af deres sundhedsforsikring.[1] På trods af, at så mange får behandling, viser et studie fra 2012, at smerter i lænd/ryg og nakke/skuldre er de gener som folk går længst tid med.[2]

Det fortæller mig, at den behandling, der gives i dag, ikke virker optimalt. Dette er dyrt for individet, virksomheden, sundhedsforsikringsselskabet og for samfundet.

Hvad skyldes dette? Jo, det vil jeg med denne blog give en forklaring på.

NHI er oppe imod et system, der har eksisteret i mange år og som i manges øjne fungerer udemærket. Man kan som medarbejder betale til sin sundhedsforsikring og derved få hurtig hjælp, når fysikken eller psyken driller. Det er let og enkelt at booke en tid, og vupti – så er man i behandling for sin problematik.  

Det, som mange brugere af sundhedsforsikringen glemmer at spørge sig selv om er, om den behandling, de modtager, rent faktisk giver den ønskede langsigtede virkning?

Med 'langsigtet virkning' mener jeg længere end til ugen efter, hvor man igen er at finde nede til behandling på fysioterapeutens briks for den ”dårlige ryg", som man har fået stillet diagnosen for for 12 år siden, og som forsat driller. 

I min optik burde man forholde sig kritisk til det. Kan det være rigtigt, at du forsat går til en sundhedsprofessionel med samme problematik igen og igen, uden at det løser sig? 

Det kan sammenlignes med, at taget på dit hus er blevet utæt. Du får en håndværker ud og se på det, og han lapper hullet. Det løser problemet kortvarigt, men snart begynder det at dryppe igen. Vil du her på tolvte år benytte samme håndværker? Han bruger de samme materialer, han reparerer det samme sted på taget, hvor det drypper ned i stuen med vand, og det sker, hver gang det regner. Eller vil du forholde dig kritisk til hans håndværk? Kunne det være, at håndværkeren, ikke var up to date med, hvad den nyeste forskning viste om korrekt isolering m.v.? Burde man ikke finde årsagen til, at taget er utæt, fremfor igen og igen at symptombehandle?

For at vende tilbage til forsikrings- og pensionsselskabernes udbud af behandling til skadelidte medlemmer, så mener jeg også, at dette er symptombehandling. Studier af behandling af smerte i bevægeapparatet viser, at behandling, der tager udgangspunkt i den biomedicinske forståelse, hvilket den gængse behandling gør, er langt mindre effektiv end behandling, der tager udgangspunkt i en bio-psyko-social forståelse.[3]

I en bio-psyko-social optik er smerte langt mere kompleks og kan beskrives som en multifaktoriel oplevelse, der produceres af mange forskellige påvirkninger, som udgør den samlede sum af smerter, den enkelte oplever. 

Som figur 1 tydeligt viser, er det ikke den bedste forretning at udbyde en syge-/sundheds- og ulykkesforsikring. Økonomisk set, er der kun få lettere positive år, mens det mest af alt har været et stort minus. Så den videnskabelige forskning og den store økonomiske pain burde være nok til, at der snart ændres retning.

I forlængelse heraf, kan fokus rettes på udbyderne af disse behandlingsydelser. En stor leverandør herhjemme bryster sig af, hvor mange tusinde behandlinger de årligt giver. Her støder vi på en udfordring. Ligger leverandørens virkelige interesse i at opnå så stort et antal behandlinger år efter år? Ingen kunder på briksen = ingen penge på bundlinjen. Er dette ikke i konflikt med forsikringsselskabernes interesse?

Hos NHI er målet ikke at give mange behandlinger, men at den enkelte kunde får så god en behandling, at kunden ikke har brug for at komme igen.

Som tilrettelægger af et sundhedsprojekt på en stor dansk virksomhed var jeg med til at reducere brugen af sundhedsforsikringen året efter endt intervention med hele 33%. Yderligere tilkendegav hele 75%, at de i fremtiden slet ikke, eller i betydelig mindre grad, vil få brug for behandling ved en fysioterapeut eller kiropraktorer. Det fortæller mig igen, at noget kan gøres langt mere intelligent.

Det er dette paradigmeskift, som vi i NHI vil stå i spidsen for. Og vi vil hermed invitere de ansvarlige ved sundhedsforsikringsselskaber, pensionsselskaber, HR-ansvarlige, AMU-ansvarlige og andre interesserede. Lad os sammen indgå i en dialog om, hvordan vi kan ændre dette behandlingsparadigme.

 

[1] https://www.codan.dk/SiteCollectionDocuments/Presse/Sundhedsforsikringen%20er%20den%20mest%20benyttede.pdf

 [2] Ref.: Vos et al. 2012

 [3] Melzack et al. 2013

K J
Blog: Hvordan finder man medarbejderne i grøn, gul og rød zone?

Af Ronni Toftegård, CEO

Såfremt du ikke har læst de to foregående blogindlæg fra henholdsvis den 22. og 29. marts, vil jeg anbefale, at du finder og læser dem i nævnte rækkefølge. Ellers vil dette indlæg ikke give meget mening, da jeg her vil fokusere på, hvordan man finder frem til medarbejderne i den grønne, gule og røde zone. Dette før end starten på en eventuel intervention for at sikre følgende:

  • At de medarbejdere interventionen skal rettes mod, rent faktisk er dem, man ”fanger”
  • At de økonomiske midler bruges rigtigt første gang

Når vi i NHI foretager målinger, baserer de sig altid på flere valide spørgerammer. De måler alle på de forskellige bio-psyko-sociale faktorer [1], som er udslagsgivende for det at have et godt liv i balance. NHI’s særlige fokus er på smerter i bevægeapparatet. I 2010 anerkendte Arbejdstilsynet, Arbejdsmiljørådet og arbejdsmarkedets parter endelig den bio-psyko-sociale model i forhold til forebyggelse af smerter i muskler og led på arbejdspladsen.

Det vil alt sammen sige, at hos NHI finder vi ikke de klassiske sundhedstjek særlig plausible. De måler langt overvejende kun på de klassiske KRAM(S) faktorer og kan derfor kun give et overfladisk billede af sundhedstilstanden hos den enkelte.

I stedet vil vi anbefale en langt mere dybdegående screening første gang, som måler årsagen til de tilbagevendende kroniske smerter, 1 ud af 5 danskere lever med dagligt. Ud fra screeningen vil vi således kunne opdele folk i grupper. De kunne for eksempel se sådan ud:

A) ”Jeg ved, at jeg får ondt, når jeg løber eller laver anden hårdere fysisk aktivitet, men jeg gør det alligevel”

Jeg vil ikke være synderligt bange for medarbejderne i denne gruppe. Det er typisk folk, som både har ressourcer og viljestyrken til at have et godt og sundt liv. Klassisk for denne gruppe er, at de udmærket godt selv ved, hvad der skal til for at komme af med den smerte, som irriterer dem. Typisk er det folk i den grønne zone.

B) ”Jeg får ondt hver gang, jeg bevæger mig, så derfor må jeg hellere lade vær med at bevæge mig så meget, da det er bevægelse, som er farligt.”

 Her er det gul zone medarbejderen, som taler. Det er typisk her, at man finder dem, der slår ud på kinesiophobia (frygt for bevægelse). Jeg vil anbefale, at denne unødige frygt for bevægelse tages seriøst, så snart det opdages. Al nyere forskning peger på, at smerteuddannelse er den mest effektive behandling for netop dette.

C) ”Jeg har gået til behandling i mange år uden nogen egentlig virkning og har fået at vide, at min ryg er som en 90-årigs, samt at jeg har arvet den dårlige ryg fra min mor. Desuden lider jeg også af pre-diabetes og har haft en depression for 6 år siden.”

Her vil det være en blanding af mange faktorer, som spiller ind: Dårligt søvnmønster (noget vi måler hos hver 4 medarbejder), lette til svære psykiske lidelser samt en general mistillid til nogensinde at komme i balance igen grundet mange år ind og ud af sundhedsvæsenet. Her er der tale om medarbejdere i den røde zone. Denne gruppe vil jeg være mest nervøs for. Specielt når vi ser på, hvem der har det sværest i virksomheden samt, hvem der også koster virksomheden mest målt i nedsat produktivitet og sygefravær.

De scenarier, jeg prøver at opstille ovenover, er baseret på målinger, som vi foretager mange af årligt, både for private virksomheder og forsikrings-/pensionsselskaber. Og vi foretager dem altid inden, vi anbefaler hvilke forløb, der kan igangsættes. Det gør vi netop fordi, vi ikke bare anbefaler at lave en workshop eller et træningsforløb frem mod DHL stafetten, så virksomheden kan tro, at nu kan den kalde sig for en sund arbejdsplads. Nej, for at være en sund arbejdsplads i min optik, skal det ikke bare være et enkeltstående projekt, men være en del af en langvarig strategisk sundhedsstrategi ved virksomheden, førhen det kan forankres varigt.

Jeg håber, at I kan se, hvem man burde sigte på også at ramme udover DHL stafet eller triatlon holdet, og hvem der måske trænger til ekstra støtte og opbakning. Her vil jeg bestemt ikke bare anbefale et sundhedsforedrag eller en sundhedsdag. Nogle vil selvfølgelig adaptere det hurtigt og kunne implementere det efterfølgende i deres hverdag, mens andre ofte slet ikke møder op. Disse vil heller ikke få meget ud af sådan et tiltag, da deres problem stikker langt dybere end, hvad et foredrag eller en sundhedsdag vil kunne hjælpe dem med.

Jeg vil i næste uges blog have fokus på, hvad man så kan tilbyde henholdsvis medarbejderne i grøn (A), gul (B) og rød (C) zone.

 

[1] http://www.arbejdsmiljoviden.dk/Emner/Fysisk-arbejdsmiljoe/MSB/Viden-om-smerter-i-muskler-og-led/Hvad-er-smerter-i-muskler-og-led/Et-biopsykosocialt-syn-paa-smerter

 

K J
Nyhed: Samarbejdsaftale med Gjensidige Forsikring

Nordic Health Institute har netop startet et samarbejde op med Gjensidige Forsikring, hvor kroniske smertepatienter kan blive henvist til behandling ved 30-30 konceptet. Henvisningsordningen er beregnet på smertepatienter, som har forsøgt sig med forskellige former for behandling i mange år, uden at have fået bugt med deres problematik. 

Nordic Health Institute ser frem til at hjælpe den enkelte godt videre i livet og ser frem til et godt samarbejde med Gjensidige Forsikring.

Spørgsmål til ordningen kan rettes til CEO Ronni Toftegård på telefon 22 81 92 75. 

K J
Blog: Hvilke medarbejdere burde der være fokus på?

Af Ronni Toftegård, CEO

 

Stop! Såfremt du ikke har læst blogindlægget omkring, hvilke medarbejdergrupper, der findes. Gå tilbage til start og find det under BLOGS med titlen ”Er virksomheden ansvarlig for medarbejdernes sundhed?”.  Grunden til, at jeg gerne vil have dig til at læse det først er, at det danner grundlag for de pointer, jeg vil forsøge at præsentere for dig nu.

Start med at lukke dine øjne, og lad mig kort gætte på, hvad du som medarbejder har af sundhedstilbud på din arbejdsplads:

  • Kantineordning, hvor du betaler et meget symbolsk beløb over din bruttoløn.
  • Træning on-location, såfremt virksomheden er stor nok eller mulighed for at tilmelde dig det lokale fitnesscenter og opnå rabat derigennem.
  • Hvis du er ansat i den private sektor, har du højst sandsynlig en sundhedsforsikring med ret til følgende: Fysioterapi, kiropraktik, massage, psykologhjælp mv.
  • Endvidere har du som ansat i den private sektor en-to årlige sundhedstjek (noget der findes primært i den private sektor).
  • Forskellige sportslige arrangementer, såsom DHL, halv og hel-maratonløb og de senere år har triatlon-bølgen vundet frem.

Hvis du skulle pege på, hvilken af de farver, jeg præsenterede i det forrige indlæg, der er mest repræsenteret i ovenstående tilbud, hvad vil du så sige?

GRØN?

Hvis vi snakker om fordelingen af brugere af ovenstående tilbud, vil jeg med min erfaring sige, den hedder 80% (GRØN), 15% (GUL) og 5% (RØD).  

For mig at se, som rådgiver for virksomheder og forsikringsselskaber, er det nogle ærgerlige økonomiske midler, som bruges på de stærkeste i medarbejdergruppen. Jeg er velvidende om, at vi kan snakke god CSR og generelt at trives i et godt arbejdsmiljø. Men det mener jeg dog godt, at man kan bibeholde og endog fremme ved at omfordele de penge, som bruges på sundhedsfremmende initiativer på arbejdspladsen.

I min optik, så burde man ikke være nervøs for medarbejderne i den grønne zone, men langt mere målrette tilbuddene til at nå bredere ud blandt medarbejderne. Således, at man kan ramme alle farverne. Jeg kan godt forstå, hvis mange i den gule og røde zone finder særligt de fysiske tilbud grænseoverskridende og nyt land.

For mig at se skaber det et A og et B hold på landets virksomheder. Hvilket blot bekræftes af, hvem der gør brug af tilbuddene.

Jeg er af den holdning, at det skal være det enkelte individs egen lyst og interesse i at have et sundt og aktivt liv, og at virksomheden kan stille nogle af ovenstående ting til rådighed.

Men hvis vi ser på, hvordan man kunne få langt flere med om bord, er det en ide at tænke sundhedsstrategien langt mere bredt. Fordi, begrebet sundhed er for mange ikke ensbetydende med: Streng diæt, sved på panden og jagt efter en personlig rekord til et løb.

Nej, for mange er det at have energi og overskud til at vælge cyklen til arbejde og trappen i stedet for elevatoren en stor nok udfordring.

Endvidere, viser de undersøgelser, NHI har foretaget på medarbejdere i gul og rød zone, at det at leve sundt handler om helt andre ting, end det man normalt forbinder med sundhed. Nemlig, det ikke at føle ensomhed, altså være en del af noget socialt, have balance og følelsen af mentalt overskud både til sit arbejde og i privatlivet, anerkendelse fra sine nærmeste samt at føle, at man lykkes.

Ser man på de parametre, er det nogle helt andre tilbud og initiativer, der skal til, hvis du læser listen med tilbud igennem igen.

Jeg forstår tydeligt, hvis man fx ikke stiller op til de ugentlige tilbud ift. træning på arbejdspladsen, hvis man føler, at det aldrig er lykkedes for en, hvis man får ”dommen” til de klassiske sundhedstjek (hvor man står ved siden af Ironman Kim med en fedt procent på 5) og deltager i sociale arrangementer som DHL stafet, når man dårligt nok orker at gå op til 2. sal derhjemme.

Hvad skal der så til, vil du nok spørge om nu?

Følg med på vores blog, og stil os gerne spørgsmål. 

K J
Blog: Hvilken medarbejdergruppe tilhører du?

Af Ronni Toftegård, CEO

Når jeg sidder som ekstern rådgiver ved landets virksomheder og forsikrings- og pensionsselskaber, plejer jeg som hovedregel altid at dele medarbejderne op i tre forskellige grupper: GRØN, GUL og RØD. Grupperne er baseret på de erfaringer, som jeg har gjort mig gennem de sidste otte år og bygger endvidere på validerede screeninger, som vi foretager hos NHI.

I dette blogindlæg vil jeg skitsere, hvad der i brede strøg kendetegner et gennemsnitsmedlem i hver enkelt gruppe. I næste indlæg vil jeg så komme ind på hvilken medarbejdergruppe, der i min terminologi, skal rettes fokus på. Og skulle I gå rundt og kede jer indtil næste blogindlæg kommer, så kan I jo bruge ti minutter på at lede efter de forskellige farver blandt jeres kollegaer.  

Grøn zone:

Glad, har overskud og besidder måske en mellem til topleder position. Umiddelbart ser vedkommende, hvad mange vel vil betegne som rask ud. Kan dog lide af søvnmangel grundet døgnets ”kun” 24 timer. Her kunne man netop sætte ind overfor søvnen og de sygdomssenfølger mangel på søvn medfører.

Medarbejderen i denne gruppe formår dog stadigvæk at lytte til kroppens signaler og formår at prioritere sundhed ind i en travl hverdag. Måske cykler vedkommende på arbejde, vælger det sunde valg i kantinen, løber en tur i frokostpausen, træner op til et maraton eller sågar til en Ironman, som de seneste år er blevet det nye sort (Så kan vi altid tage en diskussion i et andet oplæg, om det nu også er så sundt). Både vægt og træning har været stabilt de seneste 10-15 år. Det er også hovedsageligt denne gruppe, som benytter fitnesscentret på arbejdspladsen samt deltager i de sociale arrangementer som DHL og KMD 4-18-4.

 Min vurdering af, hvor mange procenten af arbejdsstyrken, der er i grøn zone: 10-15%

 Gul zone:

Generelt glad, men kan have store svingninger i overskud og humør. Kan være alt fra almindelig funktionær til produktionsansat, og kan også besidde en mellem til topleder stilling.

Medarbejderen i denne zone har haft en svingende stigning i vægten, når man ser tilbage på de sidste 10-15 år. Det kan have medført sekundære problematikker i form af smerter i kroppen eller andre livsstilrelaterede sygedomme, såsom pre-diabetes eller hjertekarsygdomme.

Det med træning har også været svingende. Der startes typisk ud i det nye år med nytårsforsættet: Nu skal det være. Det holder 3 uger ind i januar, og når så sommeren banker på døren, får den en chance mere, uden succes. Det kan sågar være, at medarbejderen her lever et så travlt liv med både karriere og familie, at det at have tid til sig selv betyder nedprioritering af andre ting. Vilestyrke, motivation og prioritering til et sundt og aktivt liv er derfor ikke til at finde eller ses kun i meget små glimt. Hvis ikke den udvikling stopper eller prioriteterne ændres, kan medarbejderen ende i rød zone.

 Min vurdering af, hvor stor en del af arbejdsstyrken, som er i gul zone: 65-75%

Rød zone:

Er en overlever, og hver dag kan beskrives som en kamp. Medarbejderen kan skjule sig, og man kan ikke gætte, at smilet, der sættes på 8 timer om dagen 5 dage om ugen, blot er en facade.

Årsagerne kan være mange: psykisk ramt, såsom depression, angst eller stress, kan være tynget af fysiske smerter eller kan kæmpe med overvægt og de sekundære problematikker, dette medfølger.

Typisk har medarbejderen her en længere sygdomshistorik med sig i baggagen. Vedkommende er ofte syg eller har haft et længere exit fra arbejdsmarkedet tidligere og står på tærsklen til at gå ned igen. En god metafor, jeg har fået beskrevet af en klog mand engang, lyder:

”Se det som et fyldt bæger med vand, der er næsten fyldt helt op til randen. Bægeret balancerer du med på flad hånd. Der kommer hele tiden lidt mere vand i, uden du får tømt det, og snart vil det overstige kanten. Det er ikke til at sige, hvad der vil få det til at overstige. Det kan være chefen, som kommer med en opgave mere, du når ikke bussen, eller dit barn er blevet drillet i skolen igen”

Det billede, jeg prøver at beskrive her, er, at det er ren lotto, om medarbejderen holder arbejdslivet ud. Nogle få vinder, men de fleste taber. Nogle formår at tømme en dråbe af det fyldte bæger, når roen sænker sig i hjemmet, mens andre skal balancere endnu bedre næste dag, og næste igen og igen…  

Min vurdering af, hvor stor en del af arbejdsstyrken, der er i rød zone: 10%.

Mit spørgsmål er nu: Kender du nogle i de forskellige grupper? Og hvor er du selv?

Næste gang vil jeg, med udgangspunkt i dette indspark, komme med mit bud på, hvilken gruppe, der burde rettes særligt fokus på.

 

K J
Blog: Hvad er 30/30 konceptet?

 Af Lars Avemarie, CSO

 

30/30 konceptet bygger på filosofien om at sætte kvalitet og klient i fokus. Det sigter mod at uddanne klienten til aktivt at deltage i sit behandlingsforløb og blive ekspert i sin egen diagnose. 

Mange patienter oplever tre ting: At de aldrig har haft mulighed for at fortælle præcist, hvad der er galt med dem, at ingen har haft tid til helt at forstå, hvad deres problem er, samt at ingen lytter til dem. 30/30 konceptet råder bod på det, da fokus netop er rettet mod disse tre punkter. 

30/30 konceptet giver klienten egenkontrollen tilbage for fremadrettet at kunne håndtere egne problematikker. Ved at få den fornødne indsigt og viden om sin sygdomsproblematik, skal klienten forstå sin egen diagnose gennem egen refleksion. Således, at den enkelte kan stå på egne ben og genvinde sit tidligere funktionsniveau.

Konceptets store styrke er den videnskabelige funderede tilgang, som bygger på en aktiv behandlingsform. En typisk smertebehandling har en varighed på 15-30 minutter. Her optages en kort anamnese. Efterfølgende er det overvejende enten passiv briksbehandling eller træningsøvelser, som klienten modtager. Det er her 30/30 tankegangen bryder med den nuværende behandlingsform.

Denne typiske passive tilgang, hvor klienten ofte ikke får redskaber til håndtering af sin egen problematik eller ikke lærer at forstå sin egen diagnose, er der flere problemer med. Klienten bliver ofte fastholdt i et årelangt behandlingsforløb, som er mere symptombehandlende end egentlig kurerende.  

Ligeledes, er der ofte heller ikke nogen opmærksomhed på de alvorlige og problematiske psykologiske tilpasninger og risikofaktorer, som en smertepatient kan have.

En patient med længerevarende smerter vil tit, udover sin smerte, også vise psykologiske reaktioner på smerte, såsom frygt for bevægelse (kinesiophobia), frygt for smerte adfærd (fear-avoidance), depression, katastrofetanker og uhensigtsmæssig coping. Under behandlingen med 30/30 konceptet er der også et stort fokus på disse psykologiske reaktioner på smerte.

Mange klienter oplever også, at de ikke helt forstår, hvad behandleren egentlig mener. Derfor har 30/30 konceptet også et specifikt fokus på den kommunikative terapeutiske indsats. En behandler trænet i denne metode vil undgå at bruge mærkelige fagudtryk, som kan skabe usikkerhed og øge frygt, noget som mange smertepatienter oplever.

 

 

K J
Nyhed: Workshop om sundhedsledelse hos IDA

Har du svært ved at knække koden til, hvordan du skal implementere en sundhedsstrategi i din virksomhed? Eller hvordan de ansattes sygefravær nedsættes? Så er IDA Lederforum Midt/Vest’s workshop ”Strategisk sundhedsledelse er også for dig og din virksomhed” måske noget for dig. Her vil Ronni Toftegård præsentere hvilke overvejelser, som er vigtige i forbindelse med implementeringen af en effektiv sundhedsledelse.

 

Workshoppen bliver afholdt torsdag den 23 marts kl. 17.30-20.30 i EY Huset i Aarhus C. Du kan læse mere om den og tilmelde dig her.     

K J
Blog: Hvor går virksomheder galt, når de planlægger sundhedsstrategi?

Jeg sidder ofte som ekstern rådgiver for virksomheder, der ønsker at tilbyde deres ansatte bedre sundhedstiltag end den klassisk grønne og fornuftige kantineordning samt massage i kælderen. Nogle har sågar eget fitnesscenter.

Mødet foregår som regel med HR Chefen eller AMU Chefen, og de vil gerne have NHI's rådgivning omkring, hvad de skal fokusere på. Før mødet har vi foretaget en screening, som afdækker, hvad virksomhedens ” største” sundhedsudfordring er pt. Fx, ser vi rigtig mange virksomheder, hvis medarbejdere døjer med daglige smerter i kroppen. Her får jeg typisk svaret: ”Jamen, de har jo massage og fysioterapi igennem deres sundhedsforsikring”. Det er ganske rigtigt, men når vi ser på hvor mange, der bruger det år efter år, kunne man så tænke sig, at dette ikke har den ønskede gavnlige og langvarige effekt? Lad os være ærlige, massage er for mange = Wellness. Der er ingen evidens for at for dem, der render rundt med fx ondt i ryggen, er vejen frem en gang ugentligt massage. Nej, forskning peger på, at ved fx smerter i kroppen, er en forståelse for, hvad smerte egentlig er, vejen frem. Samtidig har en behandling, hvor klienten aktivt er inddraget hele vejen igennem, en påviselig gavnlig og langvarig effekt.

Tilbage til rådgiver rollen. Når jeg sidder der og fremlægger resultater for en afdeling, sidder alle og nikker. Vi kan godt blive enige om, at noget skal der gøres. Det er så her, jeg oplever, at ”filmen” knækker. Vi laver en rapport til ledelsen og kommer med anbefalinger, og …..Vi hører ikke fra dem igen.

Jeg har lavet min egen lille undersøgelse for at finde ud af, hvad der går galt. Den fortæller mig tre ting. Den første er, at når rapporten og dens forslag til sundhedstiltag præsenteres for virksomhedens CEO og/eller CFO, er det første, der bliver snakket om, hvad koster det? Det næste der snakkes om er, hvornår det passer i forhold til næste kvartalsregnskab. Midt imellem de to ting, kastes den så over i bunken af ”Det ser vi på til næste års budgetter”.

Det fortæller mig, at det er prioriteringen, det er galt med. Al forskning peger på, at det at investere i sine medarbejders sundhed, kan måles direkte på bundlinjen. For hver krone der investeres, får mange op imod fire igen. Og det allerede indenfor det første år målt i både nedsat sygefravær og øget selvvurderet produktivitet.

Derfor er det ærgerligt, at kun 1 ud af 10 virksomheder, som ønsker at igangsætte sundhedstiltag, rent faktisk ender med at lykkedes med det. Mine erfaringer fra virksomheder, hvor det faktisk lykkes at få sat gang i en ny sundhedskultur er, at følgende tre overordnede ting skal være tilstede:

1.     Det skal netop prioriteres på højde med næste kvartalsregnskab.

2.     Der skal vælges en sundhedssansvarlig medarbejder internt i virksomheden, som enerådigt   kan træffe beslutninger og har en fastlagt budgetramme at agere ud fra.

3.     Der skal afsættes den fornødne tid til at planlægge – udføre – evaluerer.  

Så hvis der er en rigtig købmand gemt i CFO’en, er medarbejdernes sundhed vel den sikreste aktie at investere i?

 

Af Ronni Toftegård, CEO

K J
Blog: Er virksomheden ansvarlig for medarbejdernes sundhed?

Af Ronni Toftegård, CEO

Det er efterhånden fast standard, at virksomheder af en hvis størrelse og kapacitet tilbyder deres medarbejdere diverse sundhedstiltag så som kantineordning og mulighed for træning enten on location eller i et center. Mange har endda massage og/eller fysioterapi tilknyttet.

Sådan har det bestemt ikke altid været.

Jo, vi tilbringer godt halvdelen af vores vågne timer på arbejdet. Derfor skabes meget af vores liv og sociale fælleskab i virksomheden. På trods af det, er det først i de seneste godt og vel 25 år, at vi har set en stigning i de udbud, mange vil betegne som ekstra goder til de ansatte.

Vi lever i en tid, hvor vi løber stærkere end nogensinde før. Det at have travlt er blevet det nye sorte. Vi skal helst have gang i mange projekter på en gang, og disse skal uden kompromis gøres 100%. Samtidig har vi for længe siden sikret at få vores basale behov for mad, bolig og kærlighed dækket. Derfor sigter mange nu efter at få stillet et nyt, selvrealisering. I jagten på denne støder flere på manglende tid og bliver dagligt stillet overfor udfordringen at skulle vælge, og fravælge, rigtig mange ting.

Det er derfor her, mange benytter sig af de tilbud, som kan fremme den enkeltes sundhed. Man søger at optimere sin tid. Det kan ses som en kærkommen hjælp for at få tingene til at gå op i en højere enhed, når nu man alligevel er på arbejde. Hvad enten der jagtes en almen god form, psykisk som fysisk, eller om det er et specifikt mål som fx at gennemføre et maraton eller en ironman.

Så, er det virksomhedens ansvar at tilbyde diverse sunde goder til medarbejderne? I min optik er det hurtige og kontante svar NEJ. Det kan ikke være virksomhedens ansvar at stille mad og diverse udstyr og tilbud til rådighed. Man kommer på sin arbejdsplads få at yde et stykke arbejde. Ikke for at realisere sig selv. Såfremt at sundhed er den enkeltes ønske, og den indre motivation er drivkræften, peger al forskning på, at sundhed nok skal blive prioriteret uden om arbejdet.

Bemærk dog her, at jeg snakker om ansvar og ikke om interesse. For måske er det netop i virksomhedens interesse at fokusere på medarbejdernes generelle sundhed og tilbyde disse ordninger. Det er en helt anden snak. Her er vi inde på, om det er fornuftigt, og om det rent lønsomhedsmæssigt kan betale sig at investere i sine medarbejdere.  

Det vil jeg sætte fokus på i et senere indlæg. 

K J
Nyhed: Workshops hos Rambøll

Nordic Health Institute havde i januar og februar fornøjelsen af at afholde fire workshops for Rambølls interne trænerteam. Rambøll har et tilknyttet træningscenter, kaldet Ramfit, hvor de ansatte bl.a. kan træne på hold, som det kendes fra fitnesscentre landet over.

Det interne underviserteam ønskede at få deres viden opgraderet i forhold til, hvordan træningsøvelser kan gøres enten lettere eller sværere. Derfor underviste Nordic Health Institute dem i vigtigheden af fuld mobilitet i kroppen, samt hvordan styrketræningsøvelser kan udfordre den enkelte. Efter de fire workshops tog teamet fra kurset med en fyldt værktøjskasse, som de nu kan bruge til at forbedre træningen for deltagerne på de respektive hold. 

 

K J
Nyhed: Toftegård Consulting skifter navn til Nordic Health Institute

Virksomheden er inde i en positiv ekspandering, og vi vil imødekomme den rivende udvikling med et navneskifte. Vi er ved at etablere os som en stærk spiller på det danske forsikringsmarked for sundhedsordninger, hvor vi hjælper folk tilbage på sporet, når de er på vej ud eller har været ude af arbejdsmarkedet med en kronisk smerte. Derfor er Toftegård Consulting blevet til Nordic Health Institute pr. 28/2-2017.

Nordic er valgt, fordi de i både Sverige og Norge også har fået øjnene op for vores innovative behandlingskoncept 30/30. Målet er, at vi skal være en aktør for alle Nordens ca. 25 mio. indbyggere medio 2018. Health fordi vi udbreder sundhed til individet, og Institute fordi vi gennem en sundhedsuddannelse vil klæde den enkelte på til at kunne varetage eget helbred, når de har været igennem et forløb ved os. Individet skal kunne agere proaktivt, næste gang vedkommende mærker smerter i kroppen. Dette skal være gennem en blanding af selvhjælpsværktøjer og online løsninger. 

 

K J