Nordic Health Institute

Blog

 

 

 

 

 

 

 

Blog: Hvordan finder man medarbejderne i grøn, gul og rød zone?

Af Ronni Toftegård, CEO

Såfremt du ikke har læst de to foregående blogindlæg fra henholdsvis den 22. og 29. marts, vil jeg anbefale, at du finder og læser dem i nævnte rækkefølge. Ellers vil dette indlæg ikke give meget mening, da jeg her vil fokusere på, hvordan man finder frem til medarbejderne i den grønne, gule og røde zone. Dette før end starten på en eventuel intervention for at sikre følgende:

  • At de medarbejdere interventionen skal rettes mod, rent faktisk er dem, man ”fanger”
  • At de økonomiske midler bruges rigtigt første gang

Når vi i NHI foretager målinger, baserer de sig altid på flere valide spørgerammer. De måler alle på de forskellige bio-psyko-sociale faktorer [1], som er udslagsgivende for det at have et godt liv i balance. NHI’s særlige fokus er på smerter i bevægeapparatet. I 2010 anerkendte Arbejdstilsynet, Arbejdsmiljørådet og arbejdsmarkedets parter endelig den bio-psyko-sociale model i forhold til forebyggelse af smerter i muskler og led på arbejdspladsen.

Det vil alt sammen sige, at hos NHI finder vi ikke de klassiske sundhedstjek særlig plausible. De måler langt overvejende kun på de klassiske KRAM(S) faktorer og kan derfor kun give et overfladisk billede af sundhedstilstanden hos den enkelte.

I stedet vil vi anbefale en langt mere dybdegående screening første gang, som måler årsagen til de tilbagevendende kroniske smerter, 1 ud af 5 danskere lever med dagligt. Ud fra screeningen vil vi således kunne opdele folk i grupper. De kunne for eksempel se sådan ud:

A) ”Jeg ved, at jeg får ondt, når jeg løber eller laver anden hårdere fysisk aktivitet, men jeg gør det alligevel”

Jeg vil ikke være synderligt bange for medarbejderne i denne gruppe. Det er typisk folk, som både har ressourcer og viljestyrken til at have et godt og sundt liv. Klassisk for denne gruppe er, at de udmærket godt selv ved, hvad der skal til for at komme af med den smerte, som irriterer dem. Typisk er det folk i den grønne zone.

B) ”Jeg får ondt hver gang, jeg bevæger mig, så derfor må jeg hellere lade vær med at bevæge mig så meget, da det er bevægelse, som er farligt.”

 Her er det gul zone medarbejderen, som taler. Det er typisk her, at man finder dem, der slår ud på kinesiophobia (frygt for bevægelse). Jeg vil anbefale, at denne unødige frygt for bevægelse tages seriøst, så snart det opdages. Al nyere forskning peger på, at smerteuddannelse er den mest effektive behandling for netop dette.

C) ”Jeg har gået til behandling i mange år uden nogen egentlig virkning og har fået at vide, at min ryg er som en 90-årigs, samt at jeg har arvet den dårlige ryg fra min mor. Desuden lider jeg også af pre-diabetes og har haft en depression for 6 år siden.”

Her vil det være en blanding af mange faktorer, som spiller ind: Dårligt søvnmønster (noget vi måler hos hver 4 medarbejder), lette til svære psykiske lidelser samt en general mistillid til nogensinde at komme i balance igen grundet mange år ind og ud af sundhedsvæsenet. Her er der tale om medarbejdere i den røde zone. Denne gruppe vil jeg være mest nervøs for. Specielt når vi ser på, hvem der har det sværest i virksomheden samt, hvem der også koster virksomheden mest målt i nedsat produktivitet og sygefravær.

De scenarier, jeg prøver at opstille ovenover, er baseret på målinger, som vi foretager mange af årligt, både for private virksomheder og forsikrings-/pensionsselskaber. Og vi foretager dem altid inden, vi anbefaler hvilke forløb, der kan igangsættes. Det gør vi netop fordi, vi ikke bare anbefaler at lave en workshop eller et træningsforløb frem mod DHL stafetten, så virksomheden kan tro, at nu kan den kalde sig for en sund arbejdsplads. Nej, for at være en sund arbejdsplads i min optik, skal det ikke bare være et enkeltstående projekt, men være en del af en langvarig strategisk sundhedsstrategi ved virksomheden, førhen det kan forankres varigt.

Jeg håber, at I kan se, hvem man burde sigte på også at ramme udover DHL stafet eller triatlon holdet, og hvem der måske trænger til ekstra støtte og opbakning. Her vil jeg bestemt ikke bare anbefale et sundhedsforedrag eller en sundhedsdag. Nogle vil selvfølgelig adaptere det hurtigt og kunne implementere det efterfølgende i deres hverdag, mens andre ofte slet ikke møder op. Disse vil heller ikke få meget ud af sådan et tiltag, da deres problem stikker langt dybere end, hvad et foredrag eller en sundhedsdag vil kunne hjælpe dem med.

Jeg vil i næste uges blog have fokus på, hvad man så kan tilbyde henholdsvis medarbejderne i grøn (A), gul (B) og rød (C) zone.

 

[1] http://www.arbejdsmiljoviden.dk/Emner/Fysisk-arbejdsmiljoe/MSB/Viden-om-smerter-i-muskler-og-led/Hvad-er-smerter-i-muskler-og-led/Et-biopsykosocialt-syn-paa-smerter

 

K J