Blog: Den evidensbaserede behandling i praksis - cases fra virkeligheden

Mange undrer sig over, hvorfor sundhedsforsikringsselskaberne ikke allerede tilbyder denne evidensbaserede behandling, og flere vil vide mere om, hvordan behandlingen fungerer i praksis. Vi har derfor valgt i dette blogindlæg at give to eksempler på, hvordan et forløb med vores paincare koncept kan se ud.

Én af NHIs behandlere havde for nylig en kvinde på 29 år, som løber 4-5 gange om ugen, og som de sidste to år har haft problemer med tilbagevendende smerter på ydersiden af sine knæ. Hun var flittig bruger af sin sundhedsforsikring og fik jævnligt behandling af en fysioterapeut. Hun har endvidere besøgt to speciallæger på en sportsmedicinsk afdeling og fået ikke bare én, men to binyrebarkhormonindsprøjtninger. Totalt vurderer hun, at hun er oppe på mellem 60-70 behandlinger ved fire forskellige fysioterapeuter. Hun blev så henvist til vores behandler.

Det kom frem, at hun ikke på noget tidspunkt var blevet spurgt ind til sin træningsmængde, træningsprogression og -regression, hvornår smerten toppede og, hvornår den forsvandt. Hun havde ligeledes gentagne gange fået at vide, at hun havde skrøbelige knæ, og hun kunne forvente en tidlig slidgigt, i hvert fald i det ene knæ. Hun var blevet forevist nogle øvelser, men derudover bestod behandlingen af massage for at bløde muskulaturen omkring knæet op, ultralyd, kinesiotape samt akupunktur. Hun var blevet rådgivet til ikke at løbe, men lave andre mindre belastende træningsformer som cykling, crosstrainer mv. Noget hun var ked af, fordi løb betød meget for hende, og som hun derfor ikke kunne holde.

Det, som vores behandler gjorde anderledes, var at spørge ind til, hvornår smerten opstod, hvornår den var værst og ”bedst”, om der var gener på andre tider af dagen osv. Det man i fagtermer kalder smertebuen. De fandt ud af, at smerten kom ca. 4,5 km inde i hendes fire ugentlige løbepas om søerne (ca. 7,4 km).

Hun og behandleren fandt sammen frem til, at hun i stedet for at løbe de 7,4 km fire gange om ugen skulle løbe 4,3-4,4 km fem til seks gange om ugen. På den måde kunne hun undgå at provokere vævet yderligere. Hun kunne så lægge 10-20 m løb til ved hvert træningspas og på den måde langsomt øge mængden og vænne kroppen til belastningen. Der blev også snakket om, hvad smerte er og, hvordan hun kunne lytte til sin krops signaler og, at hun måske nogle gange skulle springe træningen over eller lave andre former for træning.

Vi fokuserede på træningsmængden og rådgav hende til at lytte til kroppens signaler, der sagde: "4,5 km provokerer mig lige lovligt meget nu. Kunne du nøjes med mindre, så skal jeg nok gøre mig stærkere til næste gang.” Endvidere lærte vi hende, at hun selv måtte tage ansvar for at passe på sin krop og, at smerter er en positiv ting, der fortæller en: "hey, giv mig lige lidt opmærksomhed!".

Vi havde hende for fem måneder siden i behandling i totalt 60 minutter. Vi har ikke set hende siden, men været i mailkorrespondance med hende. Hun er i dag smertefri. Hun løber nu igen alle søerne og til forskel fra før, oplever hun ikke smerte. Hun løb for få måneder siden halvmaraton i Berlin - uden smerter.

En anden historie fra én af NHIs behandlere er om en mand på 56 år, der havde fået tilkendt tab af erhvervsevne, men som kom tilbage i arbejde efter et forløb ved NHI.

Han havde i næsten 30 år arbejdet som smed. Lige så længe han kan huske, har han døjet med ondt i ryggen. Han mener, at hans smerter skyldes en diskusprolaps, som han fik, da han var ung lærling med de mange tunge løft, man havde dengang.

I år 2007 blev han sygemeldt, det varede i to år. Her gik han til en masse undersøgelser, men ingen kunne stille den præcise diagnose. Han fik vurderet en méngrad på 30 procent og fik i 2009 tilkendt en tab af erhvervsevne erstatning fra sit forsikringsselskab.

Han stoppede således helt sit arbejde som smed, selvom han fortæller, at han savner det, og at hans psyke lider under at gå hjemme. Han får gennem sin sundhedsforsikring forsat behandling hver 14. dag ved en kiropraktor. Behandlingen består af manipulation af ryggen. Det lindrer nogle gange kortvarigt, men smerterne kommer altid igen. Han døjer desuden med pre-diabetes og mangler motivationen til at ændre sin livsstil: både for at lave øvelser for ryggen, at dyrke motion og spise sundere.

NHIs behandler mødte ham, fordi han blev henvist til os gennem et sundhedsforsikringsselskab, der kører et pilotprojekt med paincare konceptet til kunder, der har fået tilkendt tab af erhvervsevne. 

Det første vores behandler gør, er at høre mandens historie om smerterne i ryggen. Her kommer det frem, at de startede 30 år tilbage og, at han af de sundhedsprofessionelle, han har set, har fået at vide, at han har en svag ryg og, at han skulle være forsigtig og passe på den. Allerede da han var i midt tyverne, fik han af en læge at vide, at hans ryg svarede til en i halvtredserne, og han skulle passe på med at bruge den for meget. Det var tydeligt for vores behandler, at de ord havde sat sig fast i hans hoved og var blevet en del af den måde, han så sig selv på og oplevede fornemmelser i sin ryg på. Konsekvensen var, at han i næsten 30 år havde "passet rigtig godt på sin ryg" og undgået at træne den og lave bevægelser som bøjninger og rotationer. På samme måde havde hans hjerne lært at tolke signaler fra ryggen på en måde, så han hurtigere end nødvendigt oplevede smerte.

Det, som paincare konceptet hjalp ham med, var at genskabe kontakten til sin ryg. Vores behandler fortalte ham, at der ingen belæg er for, at man i midten af tyverne kan have en ryg som en i halvtredserne, samt at det værste, man kan gøre, er at lade være med at bruge sin krops fulde mobilitet. I samarbejde øvede de, at hans krop kom ud i sin fulde bevægebane. Behandleren uddannede ham i, hvad smerte er og kortlagde sammen med ham, hvad der fremprovokerede smerten, og hvad der fik den til at forsvinde. På den måde blev han bevidst om, hvad han selv kunne gøre for at forebygge og afhjælpe smerten. Han oplevede hurtigt en bedring og udviklede strategier til at håndtere smerten, således han ikke behøvede at lade sig begrænse i samme grad som før. 

Han så vores behandler seks gange. I dag er han tilbage i en deltidsstilling som smed og har det meget bedre.

Nordic Health Institute